Kaspar
middelalderdansk, lånt fra tysk; middelalderlatin Casparus, navn på en af de hellige tre konger
- eller historien om, hvorfor vi ikke ringede.

Tirsdag aften var veerne taget til i styrke, og kl. 22:25 gik vandet. Kl. 05:00 var vi på fødegangen på Gentofte hospital og kl. 11:50, onsdag d. 11-11-1998 fødte Annika en 54 cm lang dreng, som vejede 3.450 gram. Jubiiii ... Der var bare et lille men: Det forløsende skrig man normalt hører i sekunderne efter fødslen kom aldrig.

Kaspar blev fjernet fra mors mave og lagt på et undersøgelsesbord, hvor han blev suget i næse, mund og luftveje. Stadig intet skrig. Så begyndte alvoren at gå op for os. Jeg blev bedt om at give ilt med en håndventilator (og det gjorde jeg naturligvis) mens Kaspar blev suget endnu engang. Der blev tilkaldt en børnelæge, som selv havde flere eksperter med sig, og de begyndte alle at undersøge Kaspar. I alt stod der nu ca. 10 hvide kitler omkring vores lille søn, I kan selv forsøge at forestille jer, hvad man, som nybagte forældre, tænker i den situation - ikke rare tanker kan jeg forsikre jer om!

Det blev klart, at Kaspar ikke kunne blive på Gentofte, som ikke har en børneafdeling, og derfor skulle overflyttes til Glostrup. Ambulancen kom rimelig hurtigt efter ham, som nu var bundet ind i drop og luftslanger, og lagt i kuvøse. Nu var Annika og jeg efterladt på Gentofte, moderen må nemlig ikke forlade fødegangen før mindst 2 timer efter fødslen, mens vores lille dreng var på vej til Glostrup. Den rituelle omgang ristet brød og te fortærede vi temmelig ængstelige, alene i fødestuen. Den utrolig søde og dygtige jordemoder og hendes ditto-assistent havde forinden forsikret os om, at Kaspar var i gode hænder og, at alt ville blive godt. En dejlig forsikring, men hulens svært at tro på i vores situation, så vi gjorde os klar til at følge efter Kaspar.

Annika ankom standsmæssigt i ambulance til Glostrup, med mig bagefter i vores nye bil. Straks efter, at vi havde lagt overtøjet, gik vi i gang med at finde Kaspar, og på 6. sal fandt vi ham. Han var stadig fuld af slanger og elektroder og sonder og sager. I næsen sad det vi senere lærte at kende som en C-PAP. En slange tilfører patienten ilt via et næsestykke, kendt som grisetrynen, både pga. næsestykkets udformning, men også pga. patientens udseende, når han er tilsluttet en C-PAP, samtidig med, at lufttrykket holder lungerne foldet ud. På en skærm ved siden af Kaspars leje så vi 3-4 kurver i hver sin farve, og endnu et apparat, der, via 44 grader varme prober påklistret kroppen, målte Kaspars blods CO2- og iltindhold. C-PAP'ens ilt-hvislen, apparaternes alarmer, der gik af ustandseligt, lagt sammen med Kaspars og vores tilstand gjorde os til ønskekunder hos enhver psykiater. Vi var meget stressede og langt, langt ude psykisk.

Overlægen, en meget rar mand, som Annika straks fattede sympati for, forklarede, at Kaspar befandt sig i en kritisk situation, som Glostrup Sygehus ikke følte sig i stand til at håndtere, så Kaspar, Annika og jeg ville indenfor en time blive overført til landets ypperste i faget - på Rigshospitalet. For, at Kaspar skulle kunne klare endnu en transport, blev han lagt i fuld narkose og i respirator. Politiet fik til opgave at eskortere den værdifulde last sikkert gennem Københavns myldretidstrafik.

På Rigshospitalet var gensynet med Kaspar yderligere belastende for vores i forvejen hårdt prøvede psyke. Han var ikke taget ud af respiratoren, og de førnævnte maskiner med de enerverende alarmer var der også endnu. Lægerne og sygeplejeskerne modtog os med noget der lignede en diagnose; i fostertilværelsen iltes blodet gennem moderkage og navlestreng og ved en normal fødsel lukkes blodet så ud i lungerne, som så overtager funktionen. Smart nok, Kaspar havde bare "glemt", at han ikke længere lå i mors mave, og forsøgte derfor stadig at ilte blodet gennem moderkage og navlestreng, og ikke i lungerne. Det var årsagen til, at han stadig lå i respirator. Han skulle i "terapi", eller opdrages til at trække vejret selv, og hvordan gør man det bedre end ved at vise ham det på egen krop?

Efter en tid med morfin, amerikansk pilegift, hjerte- og hjernescanning, 100-vis af blodprøver, blærekateter, sondemad, glukosedrop og blodplasmabehandlinger begyndte billedet af en lille fighter at tegne sig. Kaspar kæmpede, med kærlig og kyndig assistance fra personalet på Neonatalklinikken på Rigshospitalet, sig tilbage til en mere og mere normal tilstand. Respiratoren blev afløst af "grisetrynen", glukosen af mors mælk (til sidst direkte fra "kilden"), blærekateteret af bar t-mand i bleen, "grisetrynen" af ingenting og de larmende apparater blev tavse og strømmen taget fra, lidt efter lidt.

Tirsdag d. 17. november 1998, kl. ca. 16:00 blev Kaspar og Annika udskrevet. Kaspar erklæret fuldstændig rask og med 99,8% sikkerhed for ingen varige mén, Annika og jeg stadig rystede og lidt nervøse for vores nye rolle i livet. Kl. ca. 17:00 indtog Kasper sit nye hjem ved tillidsfuldt at snorksove fra det hele!

Lige nu ligger han trygt og godt i sin vugge. Annika tømmer sine herligt overfyldte lagre af livgivende mælk til modermælkbanken, og jeg kan ikke lade være med at liste ind forbi, sådan helt tilfældigt ca. hvert 10. minut, og betragte vores lille mirakel. Alt er altså godt, nu. Kaspar stortrives, han får gaver i overflod og bedsteforældrene synes naturligvis, at han er verdens smukkeste barn. Om forældrene er enige? - Gæt selv!